UNDER VINMARKERNE
Champagnens kridtkældre: Crayères og UNESCO
Kilometerlange gallo-romerske kridtminer under Reims og Épernay, omdannet til vinkældre til lagring, og UNESCO-optagelsen fra 2015, der anerkender hele landskabet.
Se Champagne-ture på GetYourGuide ↗Hvad en crayère egentlig er
En crayère er en kridtgrav — oprindeligt udgravet ikke til vin, men til byggemateriale, brudt fra gallo-romersk tid og gennem middelalderen for at levere sten til Reims' katedral og dens byhuse. Da kridtet var udtømt, blev de resulterende hulrum efterladt som dybe, klokkeformede eller korridorlignende tomrum under byen og dens omgivelser. Fra det nittende århundrede begyndte champagnehusene at indrette disse eksisterende stenbrud som kældre, da de bød på præcis de forhold, champagne har brug for for at modne perfekt — frem for at grave nye tunneler udelukkende til vinlagring. Mange af crayères'erne under Reims i dag er i den forstand lånte rum — århundreder gamle, før en eneste flaske champagne nogensinde blev lagt til hvile i dem.
Hvorfor kridt er det perfekte kældermateriale
Kridt viser sig at være næsten ideelt til lagring af champagne: det holder en stabil temperatur på omkring 10–12 °C året rundt, bevarer en tilstrækkelig høj luftfugtighed til at forhindre korkpropper i at tørre ud, og er porøst nok til at ånde forsigtigt uden at slippe lys eller vibrationer ind. Disse forhold er afgørende, fordi champagne kan hvile på sin bundfald i årevis, nogle gange årtier, før den frigives — enhver svingning i temperatur eller luftfugtighed i den periode vil kunne spores i den færdige vin. Den samme kridt, der giver vinmarkerne ovenover deres karakteristiske, veldrænede jord, udfører et lige så vigtigt stykke arbejde et par dusin meter nede under jorden — hvilket er en del af grunden til, at kældrene og skråningerne behandles som ét sammenhængende landskab snarere end som separate attraktioner.
Nogle af de mest legendariske kældre
Adskillige huse har crayères, som er værd at kende ved navn: Ruinarts, under det tidligere kloster Saint-Nicaise i Reims, hører til blandt de ældste og dybeste, og visse sektioner siges angiveligt at stamme fra gallo-romersk tid; Pommerys er kendt for kunstværker, som en tidligere ejer har hugget ind i kridtet, og for en spiraltrappe, der angiveligt fører over hundrede trin ned; og Taittingers ligger i kældre, der er forbundet med samme klosterområde. I Épernay driver Moët & Chandon og Mercier nogle af regionens længste kældernetværk, som angiveligt strækker sig mange kilometer under Avenue de Champagne. De præcise tal varierer fra kilde til kilde, og husene har en tendens til at runde generøst op, men skalaen er i alle tilfælde virkelig enorm.
UNESCO's 2015-liste
I 2015 optog UNESCO "Champagne Hillsides, Houses and Cellars" på verdensarvslisten – ikke som en enkelt bygning eller kælder, men som et helt kulturlandskab: vinmarkerne på skråningerne, den historiske Avenue de Champagne og netværket af kældre og crayères under Reims og Épernay. Optagelsen anerkender champagneproduktionen som et komplet, århundredgammelt system snarere end blot et produkt, og binder vinstokkene over jorden sammen med kridtgangene under den. Det er også en nyttig ramme for et besøg – kældrene, avenue og vinmarkerne er i virkeligheden én sammenhængende historie, og en dag, der kun viser dig én del, går glip af, hvordan de øvrige dele hænger sammen med den.
Et besøg i kældrene: sådan oplever du det faktisk
Under jorden er der køligt – virkelig køligt, selv på en varm eftermiddag – mørkt og ofte overraskende stort, med gange af reoler og flasker, der strækker sig længere, end de oplyste sektioner antyder. De fleste ture indebærer en del gang og et sæt trapper ned og op igen, så det er ikke det letteste stop for nogen med mobilitetsudfordringer, og et let lag tøj er værd at have med selv om sommeren. Tempoet er som regel afslappet: guiderne lader typisk rummet selv tale lidt, før smagningen til sidst, som efter tyve minutter i kridten føles meget velfortjent.